Den utrolige, men sande historie om, hvordan en adventskalender forandrede MAMA for altid

Det starter altid med en pludselig indskydelse

Vinteren 2022 talte jeg med en god kollega om hendes erfaringer med at tilbyde en strikke-adventskalender til sine kunder. Sådan én kunne jeg da også lave, tænkte jeg.

Klik her for at se, hvordan det kom til at se ud i MAMAS webshop.

Herunder får du den fulde fortælling om, hvordan denne pludselige indskydelse endte med at vende op og ned på hele min virksomhedsstrategi.

Hvad skal vi med endnu en adventskalender?

Efterhånden tilbyder enhver garnshop med respekt for sig selv en adventskalender med garn og lækkerier. Så hvis jeg skulle bevæge mig ind på dette marked, skulle det være fordi, jeg kunne tilbyde noget andet.

Noget, der ikke var at finde i forvejen hos mine kolleger.

Noget, kun jeg kan skabe

Min adventskalender skulle handle om fibre. For det er der ikke nogen af de andre garnshops, der er lige så gode til som mig.

Jeg ville skabe en once in a lifetime-strikkeoplevelse. Det var ikke tilstrækkeligt bare at lave en pakke med garn, som du altid kan få fingre i. Hvis adventskalenderen skulle være noget særligt, krævede det et særligt garn - og en særlig strikkeopskrift.

Til sidst besluttede jeg mig for, at alt tilbehør og lækkerier så vidt muligt skulle indkøbes fra danske mikroproducenter, der nørder lige så meget med deres håndværk, som jeg gør. De store brands har penge nok. Vi små ildsjæle må støtte hinanden.

MAMAs største sats nogensinde

Alt dette krævede en kæmpe investering fra min side. Både økonomisk med indkøb af varer og produktion af en masse garn, som jeg risikerede at brænde inde med, hvis adventskalendrene ikke blev solgt. Men også tidsmæssigt.

Det kræver enorme ressourcer at udvikle nyt garn og et nyt strikdesign - og at fortælle dig om det og overbevise dig om, at du skal købe noget, som du ikke ved, hvad er. Alle mine planlagte salgs- og markedsføringsaktiviteter måtte tilsidesættes. Og det var mildt sagt angstprovokerende.

Klik her for at se, hvordan jeg prøver at sælge dig katten i sækken.

Julen 2022 blev i sandhed en Fiberfest

Men jeg gjorde det alligevel. Frem af angst og stress og pengesorger voksede Fiberfest Tørklædesjal. Det smukkeste og mest komplekse design, jeg nogensinde har begået. Min mission om at skabe noget enestående lykkedes.

Og kunderne var enige. Jeg bliver stadig helt varm indeni, når jeg læser  tilbagemeldingerne fra dem, der tog det første spring sammen med mig.

Sjov, overraskende, noget nyt spændende hver søndag. Kunne næsten ikke vente med at åbne den.
- Signe Frenning, Kastrup

Længe siden julen og advent har givet så stor glæde og spænding. (...) Var ikke i tvivl- ser frem til næste adventskalender.
- Marianne Jepsen, Ribe

Fantastisk sjov og gennemført adventskalender - man får meget for pengene. (...) Kan klart anbefales.
- Birgitte Liliendal, Herlev

Klik her for at se flere kundeudsagn.

Nu er vi der igen

Med alt, hvad det indebærer af hjertekvababbelser, strikkegalskab og lommesmerter. MAMAs AdventsKALender er kommet for at blive.

Ikke nok med det - faktisk har adventskalenderen udviklet sig til at være en central del af min virksomhed.

I stedet for at publicere flere strikkeopskrifter i årets løb, fokuserer jeg nu primært mine kræfter på dette ene projekt. Strikkeopskrifter er der trods alt rigeligt af derude - men der er kun én AdventsKAL.

Der bliver heller ikke udviklet flere nye garner til mit faste sortiment. MAMAS AdventsKAL22 har vist mig, at det er mere værdifuldt at tilbyde noget unikt - og at jeg er i stand til at gøre det.

Og det vil jeg blive ved med at gøre, så længe du har lyst til at være med.

mamas adventskalender med garn og strikkeopskrift

Nyt år - nye benspænd

Men det er selvfølgelig ikke nok at gentage succesen fra sidste år. Med MAMAs AdventsKAL23 har jeg givet mig selv endnu flere benspænd:

  • Jeg har hævet prisen for at kunne gøre oplevelsen endnu mere gennemført.
  • Vi skal være endnu flere deltagere, for at økonomien løber rundt.
  • Der bliver udviklet hele fire typer nyt garn - som ikke kommer i løssalg efterfølgende. Hele baduljen skal være solgt inden 1. søndag i advent.

strikkeprøver i vævestrik fra mama garn og uld

Og designet?

Det har jeg arbejdet på siden februar.

Rigtig mange gode idéer - inklusive de smukke mønstre på billedet oven for - er blevet afprøvet og kasseret undervejs.

Det er faktisk ikke helt nemt at lave en strikkeopskrift, hvor du ikke kan se, hvad du strikker på, før du er færdig. Men jeg tror, det er lykkedes.

Et sjal bliver det i hvert fald ikke. Det har vi jo prøvet. Og MAMAs AdventsKALender er kun en succes, hvis den bliver ved med at overraske og udfordre - både dig og mig.

Jeg glæder mig til en ny magisk adventstid sammen med dig!

Klik her for at forudbestille din AdventsKALender nu.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort